Johnny Depp der ofte beskrives som androgyn smuk, er egentlig mere som en hankat - et væsen så sikker på sig selv, at hans maskuline side ikke er det umiddelbart første, man bemærker hos ham. Man kan se det på den måde han underspiller sine roller. Nogle gange kigger man på ham og tænker, at kan ikke rigtigt gør noget - indtil det går op for en, at det han gør er så økonomisk og så kontrolleret, at man ikke kan får sig selv til at tage blikket fra ham et sekund. Han forspilder ikke den mindste replik, det simpleste udtryk eller den enkleste bevægelse. Ligesom de gamle japanske papirruller hvorpå dyr blev malet med kun et eller to sorte penselstrøg, er han både antydningen såvel som essensen af katteagtig maskulinitet, alt indbefattet muskler og Zen intelligens.
Der skal den slags dæmpet selvtillid til for at bane en karriere som den, Depp har gjort. Sidst i '80erne efter kun ganske får roller, dukkede han op tilsyneladende ud af den blå luft og blev et kæmpe teenageidol i TV serien "De unge Strissere". Det var som en infektion af den slags visse skuespillere aldrig slipper af med, uanset hvor taltentfulde de er. Glem det faktum, at TV-skuespillere ofte (forkert) anses som filmskuespillernes mindre betyningsfulde halvfætre - hvis man har så godt et udseende som Depp, er det på forhånd givet, at man bliver afskrevet som en der ikke kan andet end at se godt ud. Det er den mest løse anklage, kritikere og seere kan dømme en skuespiller på, og alligevel i netop Depp's tilfælde blev det intoneret i pressen som et uangribeligt faktum, besluttet af en gruppe brilliante forskere. Ingen havde tiltro til at Depp kunne udvikle sig til noget særligt. Så mens pressen havde travlt med deres forudfattede opfattelse af hvilken type skuespiller Depp var og altid ville være, var der ingen der så, at han var godt på vej til at bryde igennem.
Der skal den slags dæmpet selvtillid til for at bane en karriere som den, Depp har gjort. Sidst i '80erne efter kun ganske får roller, dukkede han op tilsyneladende ud af den blå luft og blev et kæmpe teenageidol i TV serien "De unge Strissere". Det var som en infektion af den slags visse skuespillere aldrig slipper af med, uanset hvor taltentfulde de er. Glem det faktum, at TV-skuespillere ofte (forkert) anses som filmskuespillernes mindre betyningsfulde halvfætre - hvis man har så godt et udseende som Depp, er det på forhånd givet, at man bliver afskrevet som en der ikke kan andet end at se godt ud. Det er den mest løse anklage, kritikere og seere kan dømme en skuespiller på, og alligevel i netop Depp's tilfælde blev det intoneret i pressen som et uangribeligt faktum, besluttet af en gruppe brilliante forskere. Ingen havde tiltro til at Depp kunne udvikle sig til noget særligt. Så mens pressen havde travlt med deres forudfattede opfattelse af hvilken type skuespiller Depp var og altid ville være, var der ingen der så, at han var godt på vej til at bryde igennem.
Denne rolle er en hel verden fra en anden af Depp's hovedroller omhandlende narkotiske stoffer, nemlig hans portrættering af Hunter S. Thompson i Terry Gilliam's besynderlige og morsomme "Fear and Loathing in Las Vegas" fra 1998. Depp synes næsten på forhånd at være malplaceret i rollen som Thompson: Han er alt for smuk, alt for dannet, alt for normal. Men det er en bemærkelses- værdig karakterisering, et storslået og perfekt eksempel på hvordan en skuespillers præstation kan komme så tæt ind på livet af den ægte vare uden på noget tidspunkt at falde ud. Depp spiller sin rolle som Thompson fuldt overbevisende og med samme henrykkelse over stoffer som et barn over for sit første sæt fingermaling. Hans hænder og arme bevæger sig underligt, smidigt og eksotisk fremmedatet, som om de ikke hører til i den virklige verden eller på et virkeligt menneske - de er som mangfoldige arme på en gammel Shiva-statue vækket til live i en Ray Harryhausen film. Depp's hjulbenede stolpren synes at være lånt halvt fra Chaplin og halvt fra Burgess Meredith's pingvin. Replikkernes svingende tonefald minder om de gamle sort-hvide Skipper Skræk tegnefilm (man kunne kun delvis forstå sømandens snakken, og efter sigende skulle de dele man ikke kunne forstå, være sjofle). Depp's udgave af Thompson er en perfekt spillet levende tegneseriefigur. Når man tænker nærmere over det, er den nok egentlig den eneste måde at få en så overdreven en figur som Thompson til at virke realistisk.
Men hvem er dette væsen ved navn Johnny Depp egentligt? Pressen har altid fundet hans privatliv endeløs fascinerede, på trods af at han er ikke er typen på hvem Hollywood's gængse skidt klæber sig fast. Hans affærer (de mest betydningsfulde med Winona Ryder og Kate Moss) har været temmelig langstidsvarende - og for nylig har han slået sig ned med den franske popsangerinde og skuespillerinde Vanessa Paradis, med hvem han har et barn. Bort set fra et par kraftige temperamentsfulde anfald af raseri og hans tilhørsforhold til den berømte klub Viper Room i Los Angeles, har Depp ikke givet meget stof til sladderspalterne. Hvilket måske kan forklare, at selv folk der ikke har meget til overs for den slags ofte er i hvert fald en lille smule tiltrukket af hans privatliv. Han er simpelthen for smuk at se på. - Jeg elsker når jeg falder over et billede af Depp og Paradis i et ugeblad. De er så smækre og de stråler af lykke. Funklende som stjerner, men uden hentydning af arrogance eller hovmod.
Det er kun et gæt, men jeg vover den påstand at Depp arbejder for meget og for hårdt til at have tid nok til at være helt sig selv. (Når jeg sammeligner hans attitude og arbejdsmoral med en anden ekstraordinært talentfuld skuespiller, Leonardo DiCaprio, underer jeg om ikke det er DiCaprio's arrogance der har holdt ham tilbage fra at levere en stor præstation i de seneste år - jeg håber desperat på at han vil vende tilbage). Depp er den type skuespillere, der syntes at arbejde lige under masse-popularitetens radar: I den seneste anmeldelse af "Blow" blev Depp lovprist af New York kritikeren David Denby, der dog også beklagede at Depp aldrig har haft et rigtigt gennembrud. Selv mener jeg, at Depp er brudt igennem igen og igen, så mange gange at det er svært at udpege hvilken af dem, der er den egentlige sejerstinde. For underfundighed er Depp's stærke side. Hans stjernestatus er ikke af samme mærkat som Julia Rolbert's - der er ingen falsk prangen over ham. Han vil aldrig blive udpeget som månedens navn, simpelthen fordi der ikke findes en måned stor nok til at kunne rumme ham.
Gennem '90erne sprang Depp fra den ene forrygende rolle til den næste både i gode film (som Lasse Hallström's "Hvad så Gilbert Grape?" fra 1993 hvori også Leonardo DiCaprio medvirkede) og knap så gode film (som Jeremiah Checknik's "Benny og Joon" fra samme år hvor Depp fik chancen for at vise sin evne for graciøs, fysisk humor). I 1997 lavede Depp et sidespring for at instruere filmen "The Brave" hvori Marlon Brandon gæsteoptrådte. Filmen blev aldrig udgivet i USA. (Kritikeren Jonathan Rosenbaum fra Chicago Reader så filmen og kaldte den "forvirrende og naiv men rørende"). Samme år spillede Depp stjerne-rollen som hemmelig FBI agent over for Al Pacino's lavt stående gangster i Mike Newell's "Donnie Brasco", en rolle der virkelig lod Depp's særlige kendetegn - at underspillede - bestå sin prøve. Hans person i filmen føler sig mere og mere hjemme i sit arbejde som falsk Mafioso og nærmest surrogat-søn til Pacino; mens ægteskabet hjemme i hans private liv er ved at gå i stykker. Rollen har en voksen rigdom over sig, en modenhed der er alt andet end sat eller kedelig.
Depp rammer sjældent en falsk tone. På trods af at han og instruktør Tim Burton normalt har et ekseptionelt nært forhold til hinanden, er Depp's portrættering af hovedrollen i Burton's film "Ed Wood" fra 1994 ikke en af mine favoritter. Dens maniske vibrationer føles unaturlige og ude af trit med Depp's instinktivt afslappede energi. Men alligevel forundres jeg gang på gang over hvad han har gjort ved store såvel som små roller: I 1999 portrætterede han Ichabod Crane som en nervøs skoledreng i Burton's overdådigt lunefulde "Sleepy Hollow" - lyden af Ichabod's knirkende sko når han skælvede af skræk overdøvede aldrig poesien i hans sjæl. Samme år spillede han antikvar i Roman Polanski's ondskabsfuldt djævelske thriller "The Ninth Gate" - han formede sin rolle til en sexet, boglærd skurk der ikke havde noget imod at blive forført af djævle i kvindeskikkelser.
Selv Depp's små (men ikke mindre betydningsfulde) roller giver genlyd. I 2000 spillede han Juliette Binoche's elsker i form af en irsk sigøjner i "Chocolat". Og i Julian Schnabel's film "Before Night Falls" var han iøjnefaldende i en lille dobbeltrolle, den ene som cubansk fængelsbetjent og Castro-tilhænger, den anden som en arrogant og forførende transvestit.
Men den af Depp's roller som jeg bedst kan lide er også, synes jeg , hans mest besynderlige. Jeg har set Jim Jarmusch's "Dead Man" fra 1995 to gange, og jeg kan stadig ikke løse mysteriet omkring Depp's protrættering af William (Bill) Blake - en utilsigtet fredløs i det vilde vesten. Men nogle mysterier er skabt til aldrig at blive løst.
Jarmusch's valg af sort-hvid passer ikke kun til historiens sceneri sidst i attenhundredetallet, men også ind i konturene i Depp's ansigt. Det forstærker den forfinede elegance af han kindben, men de sorte, hvide og grå farver synes også at uddybe og intensificere når Depp lagvist afslører Blake's karakter. I starten som en forsigtig manieret fyr der rejser ud i lovløsheden for at påtage sig et på forhånd lovet job som bogholder. Han er som et ældgammelt falmet fotografi i bevægelse, en figur du ikke kan komme på nært hold af.
Men inden længe lykkes det ham at dræbe en mand. På flugt med en kugle i brystet slutter Blake sig sammen med en veltalende, overbelæst indianer (Gary Farmer) der forveksler ham med en stor poet. Efter at have besluttet sig for at hans nye ven er poeten William Blake, kan han ikke være mindre interesseret i sandheden. Den er uden betyning for ham. Men han forudser dog Blake's triste skæbne. Blake begynder at dø allerede i filmens første 20 minutter. Men i stedet for at tappes for liv, opildner disse første skridt mod døden ham. Hans før så svage person bliver mere intens og levende. Jo nærmere han kommer døden jo mindre frygtløs og ren bliver han i sjælen. Han ifører sig en død mands bjørneskindsjakke; han maler sørgende krigsmaling i panden med et dræbt hjortekids blod. Hans forvandling er langt fra fredelig - Den er en metafor for det vilde Amerika, der trods påstået forædling har spilt sin del af både bogstavelig såvel som symbolsk blod.
Men Depp's Blake er i sig selv ikke en metafor - Han er en person. Depp spiller Blake med samme rovdrift som en vild blomst. Selv i rollens tidlige blidhed er der en understrøm af vild livskraft der lurer på at slippe fri, og inden længe løber den som en stille geyser. Da to sheriffer møder ham og genkender ham fra efterlysningsplakaterne, spørger den ene "Er du William Blake?" Blake svarer med sit eget spørgsmål stille og roligt, inden han skyder først den ene sheriff så den anden.
"Ja, jeg er. Har I læst min poesi?" Skuddene der følger en efter en er som et råb. Men den grove undskyldning der næsten umærkbar formørker Depp's ansigt er som et skrøbeligt digt. Det er poesi hvor ordene er visket ud. Thi nogle gange slår ord ikke til - Med mindre man som Depp kan skrive dem i usynlig blæk.
